Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Juni 2013


Cultur Clip 06/2013


Transportmuseum årets europæiske
  Glasgows Riverside Museum, som er Skotlands Museum for transport og turisme, tegnet af Zaha Hadid Architects, er udpeget som årets europæiske museum.
Udnævnelsen begrundes med, at museet på fremragende vis viser, hvordan et særmuseum om transport kan forny sin relevans gennem aktivt engagement med bredere sociale og universelle spørgsmål. Museet havde i 2012 over 1 mio. gæster.

Barbies drømmehus i Berlin
Et turnerende Barbiehus på 2.500 m2 har fået sin debut i Berlin. Huset er en interaktiv installation med 12 forskellige Barbierum i menneskeskala. BarbieTM The Dreamhouse® Experience giver også mulighed for at se over 350 Barbiedukker og selv prøve tøj på stedet. Barbiehuset er i Berlin indtil august og skal efterfølgende turnere til andre tyske byer.
I Berlin har Barbies Drømmehus givet anledning til opråb og demonstrationer - imod det annorektiske kvindesyn Barbiedukken repræsenterer.

Strejker mod Amazon
Den tyske fagforening Verdi har indledt strejker ved to af amazon.de's logistikcentre i Tyskland, i Leipzig og Bad Hersfeld. Baggrunden for konflikten er, at amazon.de ikke ønsker at indgå en kollektiv overenskomst svarende til andre postordrevirksomheder. Det udslagsgivende er dog lønnen, hvor fagforeningen kræver en minimumsløn på 10,66 Euro i timen (ca. 79,50 kr.), hvor lønnen for nærværende er 9,83 Euro (73,25 kr.). Amazon.de beskæftiger ca. 9.000 medarbejdere.

Museumsbesættelse i Ungarn
I utilfredshed med først afskedigelse af lederen, siden uklar ansættelse af efterfølgeren, har omkring 30 aktivister besat indgangen til Ludwig Muzeum i Budapest. Udskiftningen af museumsledelsen er gennemført af et særligt udvalg, hvor 4 af de 6 medlemmer er ansatte i kulturministeriet. Konflikten kan ses som en fortsættelse af de mange censurdebatter, der har været i Ungarns kulturliv efter regeringsskiftet i 2010.
Ludwig Muzeum er blandt Budapests vigtigste turistattraktioner og præges især af de 160 udlånte værker fra den tyske samler Peter Ludwig, som i alt har givet navn til 14 museer over hele verden. Ludwig Stiftung har udtrykt kritik af afskedigelsen af den tidligere leder og foranlediget et møde med den ungarske kulturminister.

Børn og kunst, eksempelsamling
Børnekulturens netværk satser på de mange gode eksemplers magt ved at publicere en inspirationsbog, Børn kunst kultur, i en hverdag der du'r. Gennem syv ”kapitler”, der skal udkomme fra maj til september, vil interesserede kunne læse om andres erfaringer, kreative fag i skolerne, kulturpakker, kunstnermøder – krydret med masser af henvisninger og links.

You Tube med betalingskanaler
Nettets store videotjeneste, YouTube startede med enkeltvideoer, som man kunne søge efter. Siden har man udviklet kanaltjenester, så man kan følge bestemte profiler. Dette er nu udvidet med 54 egentlige betalingskanaler, som dog endnu ikke er tilgængelige i Danmark. I USA varierer priserne fra 1 til 7$.
Mens traditionelt TV med løsninger som Netflix rykker nærmere valg af enkeltprogrammer, rykker internets videotjenester nærmere traditionelt flow-tv.

BMW med streaming
Når den tyske bilfabrik BMW lancerer nye biler i 5-serien, bliver det med musikstreaming. BMW er gået i samarbejde med musiktjenesten rara.com og tilbyder fri brug på tværs af landegrænser i Europa. I Tyskland koster det 390€ for det første år og 220€ for efterfølgende år. Det er noget dyrere end den almindelige pris for streamingtjenester - til gengæld er man altså fri for at finde nye tjenester, når man krydser landegrænser. Og så er det jo en sølle merpris, når man alligevel investerer i en luksusbil.

Litteratur i tv
Det er jo en kendt sag, at det er svært at lave attraktiv litteraturformidling i dansk tv. Men det kunne alligevel være, at de danske public servicekanaler skal kigge nysgerrigt efter i sommer, når den kommercielle svenske kanal TV4 vælger at storsatse på litteraturprogrammer om søndagen.

Søndag Aften 05/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 

CulturClip arkiv:

Clip maj
Clip april
Clip marts
Clip februar
Clip januar
Clip december 2012
Clip november 2012
Clip oktober 2012
Clip september 2012
Clip juli 2012
Clip juni 2012








 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften. All rights reserved.